Her vil der løbende komme indlæg.

Har gået længe nu og tænkt over hvordan kommer jeg igang med at skrive om alt det jeg gerne vil dele med dem der nu skulle få lyst til at læse her på bloggen.

Så springer bare ud i det :-).

Bare for at komme i gang :-)

Når jeg sidder her og kigger rundt i mit kontor/syværelse/bibliotek og pigernes krea rum. Musik fra 70´ og 80´erne drøner ud og hold op hvor jeg synger mega godt sammen med Kim Larsen, Anne Dorthe og div andre. Men tænker ikke der er andre i huset der er enig med mig. Nå pyt de kan få lidt vat kan de.

Men hold nu op der er mange ting jeg skal have ryddet op for at få ro i hovedet, hvilket nok allilgevel ikke er muligt at få. For der er et mindre kaos inde i det. Der er masser af ideer til hvad der skal kreeres ud af div. stof som ligger på hylderne. Der står jo også nogle små piger og børnebørn og venter på at der kommer gang i det.

Men det største syprojekt der er på tegnebordet er nok den brudekjole der skal være færdig til August. Er meget beæret over at hun viser mig den tillid at jeg har de evner der skal til for at sy hendes drømmekjole. Den vil i kunne se under kreationer når de er blevet gift :-). Men til sådan en dag skal der jo også være en lille brudepige og selvfølgelig skal jeg også sy den :-)  og så er der de 1000 andre hemmeligheder vi har gang i til dagen, shyyy.

Så har man også prøvet det :-)

Februar 2018

Jeg blev kontaktet af en lokal tv station, Midtjysk Tv. De ville gerne lave et indslag om Bondegården, til deres HvemHvadHvor programmer. Åhh øhh, er jo ikke nogern skærmtrold, ej heller for vild med mikrofoner :-).

Men afsted tog jeg, skulle mødes i deres studie. Et lille lokale, men meget hyggeligt. Skønt at ham Mathias, som skulle interviewe mig var top rutineret og meget behagelig. Han havde jo gjort det rigtig mange gange, men han formåede at få mig til at føle mig tryg ved situationen, og inden længe havde jeg glemt alt om de 2 der styrede kamaraerne og lyden den var ude i en varevogn udenfor :-)

Vi talte mest om dyrehold, og kom kun lige ganske kort ind omkring havehold, så måske der er mulighed for at lave et indslag mere :-)

Nu er jeg spændt på at se det på kanal 96 i uge 14 :-)

Det kom så ikke i uge 14 og ved en tilfældighed så en fra bestyrelsen udsendelsen i tv. Hun skyndte sig at skrive til mig og jeg så det selv meget sent en søndag aften. Faktisk så var det egentlig rigtig godt ;-)     

50 år. 2018

En træt Lasse sammen med 2 søstre som i dagens anledning havde fået fri fra skole

D 8 maj hentede jeg Lasse i lufthavnen. Han havde været i Australien i 6 mdr. Og aftalen var at han skulle komme hjem til min store dag 🙂.

D. 10 maj var så min fødselsdag.

Jeg blev "vækket" med fødselsdagssang. Ved siden af min seng, var der en garnnøgle, som var rullet ud. Jeg skulle så rulle den sammen mens jeg gik ned i stuen. Her endte den ved en kæmpe pakke. En røremaskine 🤩, sådan en havde jeg været på jagt efter længe. 

Ved 10 tiden kom der gæster til formiddagskaffe. Svigermor & Svigerfar. Runes bror og kæresten, Runes bror kunne desværre ikke deltage i min fest om lørdagen, så det var dejligt at han kunne komme på selve dagen :-)

Mie kom med børnene og Ditte, Peter og Atlas kom også. Ih hvor jeg elskede dagen.

Mens vi sad ude i haven og nød at det endnu ikke var begyndt at regne (som det altid gør d 10 maj 😉) kom et par stykker fra Bondegården. De havde et magnolietræ med til mig, man skulle tro de kunne læse mine tanker, for sådan en havde jeg snakket om at få. 

Og en tidligere kollega kiggede også forbi. Hvor er det fantastisk at være mig 🙂

Det der med at blive 50 år er faktisk ok og helt sikkert noget jeg sagtens kan vænne mig til 🤩

Om lørdagen skulle der så være FEST.

Jeg havde inviteret familie og nære venner til at komme kl. 15 på Thorstedlund i Kølkær. Vi startede med at synge for Kristian som havde fødselsdag og hermed ansvarlig for vejret. Det gjorde han godt, for det var skønt vejr. derefter blev vi delt op i hold og skulle så lave opgaver/lege. Det var med til at de der ikke lige kendte hinanden fik muigheden for at snakke sammen. 

Efter legene kunne vi få noget andet tøj på, hvis altså man havde lyst og behov. Jeg havde til dagens anledning syet en kjole til mig selv (kan ses under kreationer) og nye kjoler til pigerne. 

Der var dækket op i en Tipi og der blev grillet. 

De store piger havde skrevet en kort sang, som lagde op til en lille tale, der dannede ramme om mine gaver fra dem. Skovtur med børnebørnene, Simon Talbot billetter, sjovt nok 3 stk :-). Et håndklde som skulle symbolisere et sommerhus ophold, med plads til os alle sammen. Børnebørnene havde tømt sparebøsserne, så Bedste kunne komme ind og købe nyt stof til lækkert tøj og tilsidst var der et gavekort på ophold i Linses B&B 😎 . Jubiiiiii siger jeg bare ❤❤

Min svigerinde og niece havde lavet et lille indslag som jeg tror var til stor morskab for alle :-)

Jeg fik naturligvis flere dejlige gaver, mest pengegaver, men de kan jo indløses til oplevelser, som stod øverst på min ønskeseddel.

Ugler i Mosen kom og spillede op til dans. Hold nu slaraffen de er gode, kan varmt anbefale dem. der blev danset og sunget, så meget at stemmen lige skulle have et par dage til at blive sig selv igen.

Alt i alt helt totalt fantastisk at være mig og blive 50 

Mie og Ralphs ja til hinanden d 18 August 2018

Mine børn giver mig så mange glæder og gaver 😘

En af gaverne var da Mie og Ralph sagde ja til hinanden, hjemme i deres have. Rigtig smukt og romantisk. Jeg blev helt varm om hjertet da jeg kiggede på Ralph, mens Mie blev ført ned af trappen af sin far. At se en mand udstråle så meget kærlighed til MIN datter, uha det var stort. Dejlige Nohr var ringbærer, en opgave han klarede på bedste vis, og helt uden at tabe dem 🙂. Mie havde selv lavet træskålen som ringene lå i. Nynne var brudepige, meeen også meget genert, så Bedste måtte træde til og hjælpe hende ned af trappen 🙂.

Mie havde ønsket at blive kørt i en gammel lyseblå Bobel som Runes forældre har. Og naturligvis skulle dette ønske opfyldes. 

Efter vielsen var der reception hjemme i haven og efterfølgende fest hos Ralphs forældre. De har bygget en Saloon i bedste western stil. Mens gæsterne brød op fra receptionen kørte Brudeparet ud på heden og fik taget billeder, naturligvis med Rune bag rattet i den blå bobel. Jeg var med så børnene også kunne komme på billederne. Da de var færdige (børnene) kørte jeg dem om til Nynnes dagplejemor som skulle passe dem indtil dagen efter. Jeg skulle også have Ida og Emma afleveret de steder de nu skulle være. 

Jeg har fået den bedste svigersøn man kunne ønske sig. Han elsker min datter som hun er 😘 og de forstår hinandes forskelligheder og acceptere dem.

Hov glemte da lige at prale lidt mere 🙃. Jeg havde fået æren af at sy Mies kjole 😘 og havde også syet det Nohr (ikke skjorten) og Nynne havde på 🙂

Et liv med modic

Jeg fik i 2016 ondt i ryggen, noget rigtig mange har, hvilket så også kom til at betyde at jeg var lang tid om at gå til lægen. Lægen kom med kommentaren at det jo var en folkesygdom, men den kommentar kunne jeg ikke bruge til en dyt, for det gav jo ikke mig en forklaring på hvorfor jeg havde fået ondt i ryggen. Lægen slugte sine ord og henviste mig til røntgen og fys.. Her fik jeg nogle øvelser som jeg skulle prøve og så skulle vi afvente røngten. Røntgen viste ikke noget som kunne være forklaringen, så det var jo nok bare en overbelastning af ryggen. Så fortsatte ved fys., men fik det bare værre og værre. I et forsøg på at komme smerterne lidt til livs prøvede jeg akupunktur hvilket hjalp lidt, men måske mest på alle de spændinger som jeg havde fået i kampen for at kompensere. Men det gik bare slet ikke med den ryg. Min fys. troede at jeg måske havde en diskusprolaps, men inden hun kunne/ville gøre mere skulle der en scanning til. Den fik jeg i efteråret 2017 efter 1 år med voldsomme smerter og efterhånden var det eneste jeg kunne, tage på arbejde og så hjem på sofaen, absolut ikke noget der passede mig og jeg led også af frygtelig dårlig samvittighed overfor familien. Svaret på min scanning var slid i lænden og modicforandringer. Der var ikke så meget min egen læge kunne gøre ved det (han viste ikke en dyt om modicforandringer), så jeg kom tilbage til fys., hun viste så heldigvis noget om modic. Den vigtigste ting var at hun ikke kunne gøre noget og heller ikke ville røre ved mig før jeg havde været forbi en professer i Odense. 

Jeg tog derfor kontakt med Hanne Albert, som har modicklinikken i Odense. (modicklinikken.dk) Hun har brugt mange år på at studere og forske i lige netop modicforandringer. Og var kommet frem til en behandling som kunne hjælpe mig (og ja rigtig mange andre). Men Hanne Albert var også en meget bestemt dame, så efter omhyggelig forklaring på hvad der var galt med min ryg, kom vi til udfordringen. Hvis hun skulle kunne hjælpe mig, var jeg nød til selv at gøre en kæmpe indsats for at blive 90% rask igen. Det var helt op til mig og min indsats. Det ville kræve 100 dage på antibiotika (en meget stærk kur) og i de 100 dage krævede kroppen 100 % ro. ÅHH nej det stod ikke så godt til min personlighed, men set i bakspejlet så var det hele kampen værd. Jeg måtte i de 100 dage kun løfte 3 kg, hvilket svare til 3 liter mælk. Det betød faktisk at jeg ikke måtte løfte min datters skoletaske, men det var hun jo heldigvis stor nok til at gøre selv. Jeg skulle lade al rengøring ligge, ikke engang det lige at tage støvsugeren i ny og næ var ok. Så ud og få et rengøringsfirma i gang med den opgave, selvom det jo faktisk var luksus at kunne ligge på sofaen mens en anden gjorde rent i huset, så syntes jeg slet ikke det var luksus, for følte mig ikke rigtig som den kvinde jeg jo var. Gåture var også forbudt, eller dvs jeg måtte gå til det gjorde ondt. Så selv at gå et smut i vores fakta som ligger kun 500 meter væk, måtte jeg droppe. Jeg skulle hvile rigtig meget, ja lige så snart der kom smerter så var det ned og ligge. 2 timer efter at jeg havde taget antibiotikaen skulle jeg hvile i 30 minutter, for at få optimal virkning. Det betød i starten at sofaen blev mit opholdsted. Hold op der bliver sendt mange genudsendelser i fjernsynet, og er du heldig så kommer der også en genudssendelse af en genudsendelse. 

Nu kunne jeg jo vælge at have ondt af mig selv, men det hvade jeg faktisk ikke. Jeg var faktisk mere vred på mig selv, over den skod situation jeg var kommet i. Jeg var 1000% afhængig af at andre kom og hjalp mig. Simple ting som at tømme opvaskemaskinen, stå og lave mad og hjælpe mine piger med at få vasket hår frembragte smerter og så måtte jeg igen bede om hjælp. Jeg hadede det, der findes ikke noget værre for mig end at være tvunget til at få hjælp. Bevars jeg kan jo ikke alt, heller ikke før jeg fik dårlig ryg, men det var ikke det samme. den hjælp var noget andet. Jeg var vred i de første 2-3 uger, men heldigvis også meget stædig, for jeg VILLE være rask igen. Da jeg havde ligget der og været rigtig hård ved mig selv, tog jeg en beslutning om at det førte ingen steder at være vred jeg havde jo ikke bedt om at blive "syg", det var bare et af livets udfordringer som lige var kommet min vej. Så efter lange samtaler med mig selv ændrede jeg holdning. Jeg var nød til at fokusere på det jeg kunne og hvordan jeg kunne få fylde dagen med noget der kunne give bare lidt mening for mig. Og efterhånden som antibiotikane begyndte at virke kunne jeg klare lidt mere inden smerterne satte ind.

Jeg fandt ud af at små strikke projekter sagtens kunne strikkes liggende. At vasketøjet kunne klares over flere arbejdsgange. Manden bar kurven ned til vaksemaskinen. Der kunne jeg så gå til og fra for at sortere det. Tage det i mindre portioner og så det i maskinen. Når det var vasket delte jeg det op i 3 portioner, så vejede det nemlig lige omkring det jeg måtte løfte. Det kunne jeg gå ud og hænge op portion for portion. Altså det tog jo selvfølgelig længere tid, men pyt jeg skulle jo ikke nå noget :-). Tømme opvaskemaskinen, tja det var en sjov metode jeg kom frem til der, og jeg siger bare godt jeg var alene hjemme :-). På med mandens knæpuder som han brugte når han skulle reparere busser, og så ellers ned på knæ og gå rundt i køkkenet, mens opvasken kom på plads i diveres skuffer. Det var jo ikke fordi at det var tungt, men det buk jeg skulle lave med ryggen hele tiden gjorde ondt. Det var lige der præcis modic boede. At handle fandt jeg også en løsning på, med lidt hjælp fra de søde fakta folk :-). Alle vare i en indkøbsvogn, pakkes ned i flere poser nogle af dem på ca 3 kg, hvis de var for tunge løste jeg også det. Når jeg havde pakket mine poser gik en af dem fra fakta med ud til min bil, stillede alle poser i bagagerummet, kiggede alvorligt på mig og sagde "nu tager du dem ikke selv ind". Nej det gjorde jeg ikke, eller dvs kun tildels. De poser jeg havde fået pakket på ca 3 kg kunne jeg jo godt tage :-). Men vel hjemme med mine indkøb, tog jeg alt der skulle i køleskabet først (altså det her var i januar måned, så bilen var jo også kold), så kunne jeg holde pause og hvile ryggen igen. Og sådan gik jeg af flere gange ud og tømte bilen. På den måde kunne jeg pludselig gøre nogle af de ting jeg gerne ville og uden at skulle have hjælp hele tiden og straks blev det meget nemmere at være mig (og nok også at være dem der var tæt på mig :-)).

Inden jeg fik set mig om var de 100 dage gået, kæmpe sejer, nu var jeg tilbage til normal. ØØØØHHHH nej det var jeg på ingen måde, nu stod den på genoptræning. Igen i et alt for langsomt tempo til mig, jeg skulle bare igang med livet igen. Igen var Hanne Albert den meget bestemte dame, som kunne fortælle mig at hvis ikke de 100 dage jeg lige havde fuldført skulle være helt spildt, ja så måtte jeg tage den med ro. Og er der noget jeg bare ikke er god til, så er det at spilde tiden, så baby steps videre med genoptræning. Efter 4 måneders genoptræning, var vi så langt at jeg nu skulle til at tænke på hvad jeg skulle arbejde med, når jeg engang kunne raskmeldes. Ja altså jeg måtte opgive det at komme tilbage i mit gamle job, for jeg kunne ikke sidde i mere end 20 minutter af gangen, så skulle der mere bevægelse til kroppen, og da jeg havde arbejdet indenfor kontor så kompliserede det jo situationen lidt. Jeg kom derfor i arbejdspraktik på vores lokale skole. Her skulle jeg hjælpe en dreng i en 3 klasse. Han var udfordret på sin konsentration og havde brug for pauser og hjælp til fastholdelse. Vi var et perfekt match. Han kunne i starten koncentrere sig i ca 15 minutter og jeg kunne sidde i 20 :-). Så når han skulle have pauser, så kunne jeg gå rundt i klassen og hjælpe nogle af de andre. Hold op jeg elskede at komme afsted hver eneste gang. I starten var jeg afted 6 timer om ugen, men ret hurtigt fik jeg arbejdet mig op til at kunne klare flere og flere timer. Så da skolen gik på sommerferie var jeg på 30 timer og klar til at blive rask meldt. 

Så efter 1 år og 6 måneder som sygemeldt, var jeg tilbage på 90% styrke :-). Jeg klarede det og jeg er skimse stolt af mig selv. Dels for at lære hvor vigtigt det er at lytte til kroppen, men også for den mentale forandring jeg gemmenlevede undervejs. 

Jeg er i dag stadig lidt hæmmet af min ryg, men jeg lever med det og acceptere det. Udfordringen er stadig det at sidde i længere tid og det bliver nok ikke bedre. Men pyt. Jeg er hende der karter rundt på stolen til fester, der går ned på knæ, når der skal hjælpes mindre børn med deres tøj eller gives de bedste krammere. Men jeg er STOLT af mig selv. Og det kan ingen nogensinde tage fra mig :-)